Søg jobbet
Nyhed
14.11.2022

Emilia Skov Andersen fra Stenstrup har to dage i ugen, hvor hun ikke dyrker sport.

På den ene fridag prioriterer hun at passe sit fritidsjob - hun holder nemlig af at gå med reklamer og aviser.

Emilia Skov Andersen (13) bruger cirka ti timer i ugen sammenlagt på sin sport ved siden af sin hverdag på Nymarkskolens idrætslinje i Svendborg.

– Jeg går til både håndbold og fodbold, for jeg kan ikke vælge, hvilken sport jeg bedst kan lide. Jeg har træning mandag, tirsdag og torsdag, ingenting fredag og kamp i weekenden – så jo, jeg har lidt travlt, siger Emilia Skov Andersen, der dog ikke synes, at hverdagen er for stressende eller at det bliver for meget.

Så er der onsdag tilbage. Og selvom hun kunne bruge denne dag på at slappe af eller hænge ud med vennerne, så har hun valgt at prioritere den på noget andet end skole, sport og venner.

Hun passer sit fritidsarbejde – og det med glæde. For ikke nok med, at hun derigennem tjener sine egne penge, så giver jobbet hende en på opleveren, for ikke at tale om, at hun får bevæget sig og er udendørs, hvilket hun holder meget af.

– Jeg synes, det er virkelig sjovt at gå med aviser og reklamer. Og så er jeg typen, der gerne vil være aktiv – og med det her arbejde får jeg gået en lang tur samtidig med, at jeg er udenfor og tjener penge, fortæller Emilia Skov Andersen, der lyser op i et smil.

Ikke bare i postkassen

På sin avisrute, som Emilia Skov Andersen denne onsdag grundet den voldsomme hedebølge har rykket til om aftenen, tager hun sig god tid. For noget af det, hun holder af ved sit job, er, at hun lærer dem at kende som hun leverer reklamerne og ugeavisen til.

– Nogle gange falder jeg i snak med de folk, jeg afleverer avisen til. Nogle gange kan det måske være, at jeg på den måde kan gøre dagen lidt bedre for for eksempel nogle ældre mennesker, som får avisen af mig, ved, at jeg lige kommer over og siger hej og samtidig kommer med deres avis og deres reklamer, beretter Emilie Skov Andersen.

Hvad snakker I så om?

– En kom for eksempel ud og kiggede ned i min vogn og spurgte, hvordan aviserne og reklamerne er fordelt, og hvordan jeg holder styr på det. Så viser jeg dem min oversigt over, hvad de forskellige husstande skal have – jeg peger på deres husstand og så kan de se, at de skal have det og det, fortæller hun.

Men det er ikke kun fordi, hun synes det er hyggeligt at gå sin rute på omkring 112 husstande, at hun holder af sit job. Hun er også stolt over at tjene sine egne penge, som hun bruger på at spise is sammen med veninderne eller spare sammen til ting, hun ønsker sig.

Hanne Skov, fritidsjobambassadør i Svendborg Kommune, understreger, at de fleste unge vokser en hel meter, når de får et fritidsjob og når de får deres første lønseddel. Det, at passe et fritidsjob, giver dem nogle fordele i fremtiden, som unge uden et fritidsjob måske ikke har, fortæller hun.

– Der er lavet lange undersøgelser om, at hvis de unge har haft et fritidsjob, bliver de også bedre til at passe en uddannelse, fortæller Hanne Skov.

– Det, de lærer ved at have et job, er at blive voksne og koordinere deres tid. De lærer at navigere i en travl hverdag, hvor de skal finde tid til sport, venner, familie, skole og deres fritidsjob – så de bliver bedre til at strukturere deres tid end deres jævnaldrende uden arbejde.

Ung i arbejde

Der er ikke mange på Emilia Skov Andersens alder, der har et fritidsjob. Ifølge en særkørsel fra Danmarks Statitisik fra 2020, var der på daværende tidspunkt 32,1 procent – svarende til 109.400 tusind af de unge mellem 13-17 år, der havde et fritidsjob – heraf flere piger end drenge.

For de unge var det mest populære arbejdssted i supermarkeder og lignende, men for Emilia og hendes jævnaldrende i aldersgruppen 13-15 år, var det særligt post- og kurertjenester – altså blandt andet avisruter, der var det mest fremtrædende fritidsjob.

Og det er der en grund til, fortæller Hanne Skov.

– De helt unge må ikke varetage så mange jobs – derfor er der heller ikke mange jobs til dem, udover for eksempel avisomdeling eller jordbærplukning. Kommer man i 9. klasse og fylder 16 år, så er der lidt flere jobs at vælge imellem, og flere begynder også at arbejde, fortæller Hanne Skov, der årligt hjælper omkring 50 unge mennesker i kommunen med at finde et job.

At der i øjeblikket lyder til at være en tendens til, at de unge vælger jobbet fra til fordel for mere fritid, er dog ikke en påstand Hanne Skov vil bekræfte. Hun fortæller, at der i øjeblikket generelt er stor efterspørgsel på arbejdskraft – og den manglende tilslutning af voksne til at varetage de ledige stillinger, mener hun skaber større efterspørgsel på de unge – og derved et billede af, at de unge mangler.

– Jeg kan ikke rigtig vurdere, om det er fordi, der er høj tendens på arbejdsmarkedet, eller om det er, fordi jeg har oparbejdet mig et godt netværk i Svendborg. Men jeg oplever sjældent problemer med at lave et match mellem virksomheder og de unge. Men der er meget gang i den i øjeblikket – det er der, siger hun og tilføjer, at hendes opfattelse af de unge i Svendborg Kommune er, at de er flittige og gerne vil arbejde.

Balancerer travl hverdag

Emilia Skov Andersen selv er bevidst om, at hun får sig nogle værktøjer til fremtiden, når hun prioriterer sit fritidsjob og samtidig balancerer skole, venner, sport og familie. Og responsen fra omverdenen er også kun positiv:

– De fleste, som har udtrykt sig omkring det, synes bare, det er imponerende, at jeg kan holde til alt, hvad jeg gør. At jeg ikke når at køre død, smiler hun ydmygt og tilføjer, at hun dog har oplevet, at energien slap op – dog kun en enkelt gang.

– Jeg har været kørt død én gang, hvor jeg tog fri en sportsdag, fordi min krop ikke kunne mere. Men det var kun den ene gang, fortæller hun.

I fremtiden er hun sikker på, hun skal studere – og hun har allerede indsnævret mulighederne til to: Enten skal hun være fysioterapeut ellers skal hun noget med teknologi. Men ligesom med sin sport, kan hun ikke vælge endnu, for begge dele fascinerer hende, selvom de er meget forskellige.

Så i første omgang koncentrerer hun sig om fortsat at balancere en travl hverdag, hvor hun forsøger at nå alt det, hun brænder for.

-Hvis ikke jeg kan nå at være sammen med mine venner efter sport og arbejde, så ‘facetimer’ (taler sammen over videoopkald red.) vi bare om aftenen. Ellers kan jeg være sammen med dem, efter jeg har spillet kamp i weekenden. På den måde gør jeg min ting ved, at jeg fordeler tingene ud på den måde, siger Emilia Skov Andersen, der bekræfter, at hun er meget organiseret.