Hvad vil det sige at have et fritidsjob? Hvor finder man lige et fritidsjob som 13-årig? Og hvordan kan det gavne dig i fremtiden at have et fritidsjob som teenager?
Dette var blot nogle af de spørgsmål, der blev vurderet og besvaret af eleverne på 7. klassetrin på Fredensborgs Skole Vilhelmsros karrieremesse ”En dag med fritidsjob” torsdag den 13. juni.
I alt 250 elever fra fire af områdets folkeskoler deltog, og interessen var stor. Blandt de besøgende virksomheder var FK Distribution, som hver uge står for omdeling af reklamer og aviser til danskernes postkasser. Et oplagt – og et af de få mulige – fritidsjob for en ung teenager.
Og fordelene ved et fritidsjob for unge er mange, når du spørger distributionsleder Dorthe Juul Ebbesen fra FK Distribution: ”Udover at du tjener dine egne penge, og er med til at bidrage til samfundet, så får man også en masse andre gode ting med i bagagen. Man lærer at være mere selvstændig, at tage ansvar for sine opgaver, og mange får også et bedre selvværd ved at have et job. Tilsvarende har vi analyser, der viser, at vores tidligere unge ansatte ofte tager længere uddannelser, og generelt klarer sig bedre i sin voksne arbejdskarriere.”
Uddannelsesvejleder Bo Foldager, som er en af de primære initiativtagere af ”En dag med fritidsjob”, er tilfreds med at det er lykkes at få repræsentation fra flere forskellige virksomheder, der alle tilbyder job til unge: ”Vi vil gerne tilbyde eleverne en anderledes form for at blive klogere på, hvilke muligheder der er på arbejdsmarkedet for dem, og det får de på en dag som i dag”. Vi forsøger løbende at skrue på de knapper, der kan hjælpe de unge i trivsel.
Og kollegaen uddannelsesvejleder Pernille Bing Winther er helt enig: ”Vi bliver mere og mere bevidste om, det gode ved at unge har et fritidsjob. Karaktermæssigt går det bedre, og de holder sig mere væk fra kriminalitet. Og i forhold til vores opgave i at vurdere de unges individuelle uddannelsesparathed, er det en stor fordel for de unge, hvis de via et fritidsjob er vant til at passe nogle ting.” Pernille fortæller samtidig, at dagen kommer i forlængelse af 6 timers undervisning om jobmarkedet og de unges individuelle styrker. Her blev det blandt andet gennemgået, hvordan man skriver en ansøgning: ”Alle vores 7. klasses elever har ved den lejlighed fået hjælp til at skrive sin egen ansøgning.”
Vi fanger også Mathias på 14 år fra Vilhelmsro skole i Fredensborg ude ved FK Distributions workshop, hvor FKs medarbejdere står parat til at hjælpe med yderligere information om jobbet som omdeler af reklamer og aviser. Her kan man blandt andet kigge nærmere på en omdeler-trailer, som er et af de vigtige arbejdsredskaber i jobbet, og man kan endda med det samme få at vide, om der pt. er en mulig ledig rute i nærheden af, hvor man bor. Mathias overvejer faktisk at søge jobbet som omdeler, for både han selv og hans forældre synes, det er vigtigt at have et job som ung: ”Så har man noget at lave, og man lærer at tjene – og bruge sine egne penge. Jeg får ingen lommepenge derhjemme, – derfor vil jeg rigtig gerne have et job.”
Vi når også lige at fange Sofie fra 7. klasse på Vilhelmsro skolen inden dagen er slut: ”Jeg synes det har været en god dag. Jeg har fået meget at vide om mine rettigheder på jobmarkedet, – fx om mindstelønnen samt hvor mange timer en ung max må arbejde om dagen. Det er godt at lære om det, for det vidste jeg ikke noget om i forvejen.”
Efter en god lang dag – blev de unge mennesker således sendt hjem med en masse ny viden om job og karriere i bagagen.